Foto: Liv Carlé Mortensen http://www.livcarlemortensen.com
Som Sting en gang måtte minde Vesten om, så elsker russerne altså også deres børn. BoB må i al denne nye palaver om moderskabet og det moderne kvindeliv slå fast, at det også gælder feminister. Vi er hverken værre eller bedre end andre mødre, men derimod godt og grundigt trætte af at blive mistænkeliggjort.
Moderskabet er igen, igen blevet en del af kulturkampen. Og den får ikke for lidt. Snøft, snøft, piv, piv, børnene lider og med dem de ’rigtige’ mødre. Vi andre– ravnemødrene – har spoleret ungernes chancer for nogensinde at blive lykkelige. Vi har proppet dem i omklamrende, ildelugtende statsfeministiske institutioner, hvor de sidder som én blandt alt for mange placerede børn på gul stue og brænder sig på perlepladerne. Vi er de onde mødre.
Biologisk tyrelort
I det hele taget er det bare med at dukke sig, for der kommer de vildeste absurditeter flyvende fra højre. Der skal igen ammes til barmen er på flappestadiet og alt liv er suget ud af moderskikkelsen. Og vi gider næsten ikke nævne de dér sindssyge mænd med ph.d.-grader, der siger, at kvinder er uegnede til alt, hvad der ligger uden for de fire vægge, så du kan selv finde et link. Det er bare så 50 years ago-slow life-back to basics reaktionært altmodisch tyrelort, hvor kvinder og mænd bindes op på en hel masse for BoB fiktiv biologi. Vi kvinder skal nu igen være mødre med stort M og beskyttes mod mændenes unaturlige, syge arbejdsmarked, hvor vi åbenbart ikke hører hjemme. Moderkultens fængsel kalder den amerikanske feminist Erica Jong det, og det synes BoB sgu er et virkeligt godt udtryk.
Det blå savn
Hvis man nu skal være høflig, kan man se tilbage til-moderkulten-anno-1950-bevægelsen, som en længsel mod noget varmt og trygt og et basalt savn, som findes hos os alle. Men hvis man ikke gider være en pæn pige, kan man sige, at det dog er det værste romantiske højborgerlige sludder, vi længe har hørt. At kvinder skal gå hjemme og være sammen med deres børn, især når de er små og helst så længe som muligt, skulle være en løsning på det moderne familie-og arbejdsliv? BoB thinks NOT. Og skulle det nu være en slags plaster på såret mod de væmmelige feminister, der har ødelagt nationen? Skulle der ligge et utopia i lovprisningen af det frie valg, som var det noget, man bare kunne gå ned og købe på det nærmeste hjørne? Jakkedijak, jakkedijak fra tomme uprøvede hjerner, siger BoB – i hvis af postmoderne feministisk teori besudlede univers, individet altid kun er relativt frit.
Også i hadeskriftet ”Rend mig i kødgryderne” af Katrine Winkel Holm (som Bob har harceleret over tidligere, men åbenbart har svært ved ikke at se som et symbol på tidens uvæsen og derfor ikke kan lade ligge) er det statsfeminismen, der har slagtet børnene og stjålet deres lykkelige barndom. Det præsenteres som en slags bibelsk sandhed mejslet i sten uden at kreditere femierne for at have muliggjort at kvinder kan gå på arbejde, endda elske det og eventuelt udleve andre sider af sig selv end den indre husmoder. Men, nej, nu skal vi lege far, mor og børn som i gamle dage, og så skal alt nok falde på plads igen. Jesus. Der er noget råddent….
Baglæns ind i fremtiden
BoB tænker, at Winkel Holms og andre borgerlige debattørers projekt sådan set er ok. Nogen skal jo sætte en VEL-duftende finger på den postmoderne kvindes dilemma og sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det normative og det sindssyge. Nogle skal påpege, når der er nogen, der ikke har tøj på, også når vi ind imellem ofrer vores børn på karrierens alter. Problemet med Winkel Holm og hendes entourages’ ærinde er bare, at de ikke nøjes med at debattere, de har taget både skyklapper og høreværn på og er på vej baglæns ind i fremtiden.
En teolog af alle burde vide, at det ganske enkelt ikke er så nemt at være menneske, og da slet ikke forældre. Familien er ikke, hvad den har været, og langt fra den ”kulturbærende institution” den var før – guderne må vide, hvornår det egentlig var. Moderskabet og forældreskabet er komplekst og fortjener en kompleks debat – ikke én der falder til patten i hurtige, demagoiske absolutter.
Mor som mode
I Suzanne Giezes gennemgang af moderskabets kulturhistorie bliver det i hvert fald klart, at forældreskab ligesom bukselængder er meget afhængig af tidsånden. I dag er den atomiserede familie bare et vilkår, som hundredtusindvis lever med i deres selvopfundne familie-konstruktioner med sted, pap, bonus, regnbue, enlighed eller barnløshed til trods for kernefamiliens høje status som ideal. Kun få par bliver sammen gennem hele deres børns barndom, og det er ikke nødvendigvis fryd og gammen alligevel, selv ikke med en hjemmegående mor.
Mænd på afveje
Når nu vi har 130.000 enlige forsørgere – er det så Guds, samfundets eller deres egen skyld? Eller fantomfeministernes? (Tak til Lone Kühlmann for det vidunderlige nye ord.) Når familien er uigenkendelig, og kvinder langt fra opfører sig så naturligt, som de blå livmoderfeministiske horder ønsker det, så må mænd jo siges at gøre det samme med omvendt fortegn. Mange moderne mænd har vist sig at være nogle forunderlige skabninger, som man faktisk godt kunne lære at besørge på en ny måde, og som langsomt men sikkert har vendt sig fra deres ’biologiske’ manglende evne til at være gode forældre frem for fjerne mandeskikkelser. Nogle har mod alle odds vist sig at være varme, venlige, kærlige interesserede væsner, der er som skabt (!) til at være børns voksne. Verdenslitteraturen vrimler med ulykkelige mænd, som har gjort op med deres umulige, tyranniske og strenge fædre, og nu har vi i stedet fået mænd i alle samfundslag, som er i nærkontakt med deres børn på en skøn og opbyggelig facon. Og de virker ikke, som om de slår knude på deres inderste, for at gøre det.
Gerne samtale, ikke betale
Hvis Winkel Holm vil gå hjemme, mens hendes mand forsørger hende, som den slags engang gjorde, må hun for BoBs skyld da gerne gøre det. Hun vil så bare være en blandt mange mennesker, som træffer livsvalg, der har konsekvenser for status, økonomi og mange af de nærmeste. Fint nok – bare det ikke sker for vores skattekroner. Og tro ikke, at samfundet flytter sig fremad, hvis alle kvinder beemes tilbage til fortiden, og det er nok ikke lige i disse år, at samfundet trænger til folk, der melder sig ud efter en lang uddannelse, og så siden forventer at komme tilbage på arbejdsmarkedet med ti års husflid på cv’et.
BoB spiser børn med mænd på?
BoB ved, at mange kvinder ønsker at diskutere om der er veje ud af dilemmaerne, om der er måder at indrette samfundet, så de implicerede parter i familien hver især kan leve et liv, som giver dem en mening med at være i live. Men det kræver, at vi får en anden tone. Feminister æder ikke deres små børn eller deres mænd, men elsker dem lige så højt som de fleste andre mennesker, og hvis det ikke kan være et udgangspunkt for en samtale, så ender det ingen vegne. Men det er måske pointen?
BoB ser intet i vejen med at diskutere, om vi kan gøre livet nemmere, lettere, mindre stressende, men vi nægter kategorisk at skrue tiden tilbage og tro på, at den eneste lykke for børn er at blive lukket inde sammen med deres mor i årevis. Det har vi trods alt set for mange underlige og uduelige mødre til.
”To my mother and grandmother, children were the death of a dream; they were the death of one’s ambition. Ironically, it was because of my mother’s hard work that I have the life I do now.” Molly Fast Jong
Var det PH der sagde, at børn har brug for mange venlige voksne? Vi er kede af at dingle nogle foran næsen med en kulturradikal, men come on! Hvad siger I? Kunne man forestille sig, at for eksempel feministerne og andre af den slags fik en flig af æren for nogle af de moderne mænds eventyrlige transformation, netop fordi de unge mænd voksede op med stærke, progressive kræfter, som havde tid til at tale med dem over frysefrikadellerne i stedet for febrilsk at stå med hænderne i opvaskevand inden desserten blev serveret på krystaltallerknerne?
Kunne man tænke sig, at der var mellemveje mellem at gå hjemme og så fyre den af karrieremæssigt, som vi ikke har tænkt på? Kunne man ikke se sådan på det, at hvis kvinderne nu blev kvoteret ind for alvor, så kunne de, som havde lyst til at være mødre på en anden måde, måske også få et ord indført? Kunne man se sig selv som en historisk parantes, hvor Big Mother og det feministiske samfund netop IKKE var slået igennem, og at det var derfor, at samfundet stadigvæk er kvinde/moderfjendsk? Kunne man tænke sig, at vi sammen kunne skabe nogle nye løsninger, som gjorde at moderskabet (eller forældreskabet som BoB foretrækker at kalde det) kunne få nogle strukturelle løsninger, som ikke var betinget af en gammel-kristen tilgang til kønnenes roller og muligheder? Hvad pokker er der at være bange for? Ja, ensliggørelse er en halvtom plastikkop, men ligestilling er et glas champagne, som kun venter på at blive fyldt op til kanten.
Skål.
Bom & Bjerkes blog 