Feeds:
Indlæg
Kommentarer

BoBs julehilsen


BoB is back i det nye år med masser af feministisk spas. Her kommer vores hilsen til alle jer trofaste læsere og lyttere i året hvor BoB fik et radiofeministisk gennembrud sammen med et hverdagsbalancerende sammenbrud. Vi elsker jer.

Link her: www.youtube.com/watch?v=gHjKjwbrGVk


Instruction from the expert, Miss Hilary Peet, physical education mistress, who plays netball for Lancashire and who is also a member of the County swimming team. Source: Lancashire Life Magazine, November 1958

Så er det i dag at BomogBjerke undersøger, hvem der kom først hønen eller påskeægget og hvad hanen egentlig galer så højt for. I dag kører vi første lektion i den feministiske grundskole om forskellige feminismer fra 1700tallet til i dag – pædagogisk ledt igennem af superkloge Rikke Andreassen. Anden time taler vi om de kyllinger, som ikke vil passe ind – queerfeministerne – dem der stiller spørgsmålstegn ved hele hønsegårdens konstruktion og hellere vil være en “høn”. Her har vi queerkunstner Thomas Lagermand Lundme og forsker Sebastian Mohr med os. Det er kl 14-16 på din hverdagsfeministiske radio på 24syv. Gok Gok og god påske.

BoB i Polleren i lørdags


Med 25 % fejlreduktion i Photoshop af Søren Svendsen

BoB har ikke alene fået proppet to store egoer ind i et avisportræt, men for en gangs skyld også fattes sig i korthed; her i Politiken omkring valget af landets første forsinkede kvindelige statsminister.


BoB blogger med de blå damer fra DamefrokostenKvinfos blog. Følg med her og kommentér gerne derinde

Det er egentlig et grotest paradoks. Mens vi nu i ti meget lange borgerlige år har hørt, hvordan Big Mother samfundet, aka. Omsorgssafundet, aka. Velfærdssamfundet, aka. den omklamrende, oppustelige, kvælende, frihedsberøvende, feminine masse af et moderdyr har kvalt og kastreret alle drengebørn på gul stue og berøvet alle voksne mænd født i efterdønningerne af hippietiden deres mandighed, ja så står slaget ved dette valg netop om hendes udvikling og gunst. Fra begge sider af salen bejler partierne til velfærdssamfundet, som led de af et uhelbredeligt Ødipuskompleks. Hun er pludselig blevet alle samfundseksperters alter mater. Og samtlige politikere dyster som noble tempelriddere om, hvem der bedst kan sikre hendes fremtid, sikre at især hendes svageste yngel – de fattige, de gamle, de afhængige, de uegnede, de uuddannede og de arbejdsløse også får mad på bordet og pleje på sygehusene efter valget og (den gode gamle) finanskrise.

Mens venstrefløjen er – og indrømmet – har været barnet, som ikke rigtig kan vriste sig løs af moderdyrets skørter, har de borgerliges strategi mest været at håne hende i nedsættende vendinger, beskrive hende som en klods om benet på farmand (erhvervslivet), der var ude og tjene rigtige penge til alle hendes snylterunger (de offentligt ansatte og dem på overførselsindtægter), og derefter at sende hende på en ubønhørlig slankekur. Uden bedøvelse eller formidlende pilatesøvelser smækkede de hende direkte på operationsbordet og skar kød og blod væk, sugede alt fedtet fra, og med det forsvandt servicen ud af landets sygehuse og skadestuer. De lavede en Kong Salomon på hende, og skar i hendes uægte børns rettigheder. De tog en ordentlig luns af de unge studerendes praktikpladser, timeantal og semestre, alt imens hendes eksistensberettigelse – skatten – også blev sat ned. Nu forlyder det så, at de blås plan også efter valget er at reformere moderdyret med flere fedtsugninger i hendes svageste og dyre led – efterløn og dagpenge.

Moderdyret ligger tilbage på briksen og vånder sig i sit nye, tynde jeg og tænker, hvad hun dog gjorde galt, siden hendes børn har haft sådan et behov for at frastøde hende – og nu pludselig i valgkampen som fortabte sønner er vendt tilbage med roser, forsikringer og lovord.Mor skal slanke sig selvfølgelig, men vi ved alle, at overdrevne slankekure, pulverfix og fedtsugninger sjældent virker. Og at tynd ikke altid gør glad eller sund. Kunsten ligger i balancen. Vi skal hverken dumnaivt omklamre velfærdsstaten og tro, at vi alle kan ha’ og få hendes kærlighed i lige store mængder. Men heller ikke oprørsk og historieløst frastøde hende ved at hive gulvtæppet væk under hende. Vi skal finde den gyldne middelvej, arbejde os igennem og sådan vokse, skabe vækst og vores egen virkelighed. Vores moderdyr skal være attraktiv også for andre. Vi skal lette arbejdet for iværksætterne, som gerne vil flytte hjemmefra tidligt. Vi skal have flere i arbejde ude hos farmand, men samtidig anerkende, at mors ansatte jo passer svigermor og farmands børn og børnebørn og sørger for, at hele pivtøjet ruller som en velsmurt maskine.

Valget i morgen handler om, hvem du mener, kan og vil udvikle velfærden og ikke bare skære hende ned til en halvdød tam skinny latte i en størrelse 36. Er det dem, som i sin tid fødte hende eller dem, der har svært ved at stave hendes navn korrekt? Godt valg.


BoB blogger med de blå damer fra DamefrokostenKvinfos blog. Følg med her og kommentér gerne derinde

Fire – en, to tre, fire kvinder i spidsen for dansk politik. Helle, Margrethe, Pia og Johanne. To af dem med chance for de mest magtfulde positioner set i Danmark siden Anders Fog væltede SR-regeringen i 2001, nemlig den som statsminister og som formand for en rød regerings vigtigste støtteparti. Sjovt hul, i øvrigt, omkring kønnet i SF. Nå, men de får forhåbentlig chancen for at rydde op i kønsskabet efter valget.

Men kønnet så massivt i toppen og ikke en artikel nævner det. Ikke en nyhedsudsendelse vinkler det. Det med kønnet. Vi har måske vænnet os til det? At kvinder godt kan blive statsministre. At kvinder godt kan styre landet gennem en finanskrise – når nu de andre bogstaveligt talt spiller fallit. At kvinder kan magte at sikre velfærden – når nu de andre har pillet fjerene af den. Det er næsten for godt til at være sandt.

Så må kønshystader som BoB jo være tilfredse. Den feministiske utopi come true. Det feminister i alle aldre til alle tider har sukket efter. At se netop kvinder på de ypperligste poster i samfundet. Og at ingen synes, at det er et særsyn eller værd at bemærke. Selvom kun en tredjedel af kandidaterne til dette valg er kvinder, sidder der immervæk fire kvinder i toppen af de tungeste partier – eller i hvert fald dem, der kommer til at udgøre tungen på vægtskålen den 15. september.

BoB holder vejret indtil valgdagen. Tænk hvis stemningen pludselig vender sig imod de modige kvindelige kandidater, som vi véd har gået så helvedes meget igennem for at være dér, hvor de er netop nu. Smilende, debatterende, skarpe, energiske, kloge formænd. Høje af stilletter og indflydelse. Vi ved, hvor meget crap de har skullet høre på hen ad vejen. Hvor mange kommentarer til deres tøj, tasker, hår, make up og fremtoning de har skulle ignorere. Hvor mange kompromisser de har taget på hjemmefronten for at sidde med ved magten efter almindelig arbejdstid. Hvor meget bull shit de har skullet tage fra andre kvinder, som hviskede i krogene om manglende moderlighed udmøntet i fravær fra døtres fodboldkampe og præfabrikerede svenske kanelsnegle til klassens time. Vi ved, hvor mange klask i rumpen og småklamme hentydninger de har skullet lægge krop til fra gamle elefanter i folketing, fagbevægelse og foreninger. Hvor mange gigantiske notater, artikler og lovforslag, de har skulle læse om morgenen inden familien stod op. Hvor mange gange deres rådgivere påpegede, at det var godt, hvis vi kom hjem i deres køkken, så ingen skulle tro, at de ikke var rigtige kvinder. Vi ved, hvordan de har set sig i spejlet og tænkt; nej, jeg orker det ikke mere. Fordi der sjældent er penge, prestige eller personlig påskønnelse, når dagen – eller karrieren – er omme.

Selvom medierne finder det uinteressant, så eksisterer den virkelighed stadig lige nu og her i Danmark. Alle de tanker om kønnets muligheder og begrænsninger, som de kvindelige kandidater har gjort sig og, tror vi, stadig gør sig. BoB håber, at tiden endelig er moden til at kvinder i politik tager den erfaring med sig, når de kommer igennem nåleøjet og ikke lader sig forføre af magtens bedøvende dufte. Tænk hvis de tror, at de kom op på alpetoppen helt af sig selv, og at kønnet er noget, man lægger i garderoben i magtens korridorer.

Var den inde?


BoB går Wiener i bedende og rundsender nu et dekret til alle magtmænd, som grabber

BoB har set det sidste afsnit af Mad Men og sidder slukøret tilbage med en tomhed på størrelse med Schwarzeneggers(!) Hvor skal vi nu få vores fix af sex, cigaretter, whisky og nøgne piger? Vi åbner fluks for nyhederne, hvor virkelighedens magtmænds sexskandaler overgår reklamedrengenes fra Madison Avenue med flere længder. De har fingrene langt oppe i fremmede kagedåser og hele verden er med på en kigger.


” Ooohh  you touch my tralala- Mmmmm  my ding ding dong” – 
Gunther Levi

Scenen er sat fra den sidste sæson af tv-serien Mad Men, som går sin sejrsgang i bokssæt over hele verden: I centrum for handlingen ser vi den supersexede, runde, indsigtsfulde og begavede sekretær på reklamebureauet, Joan, som netop er blevet forfremmet til en slags chefsekretær (uden ekstra apanage naturligvis). Hendes afmægtige lægestuderende-mand kommer på kontorbesøg, inden han skal til fronten for at blive mere magtfuld i egne og andres øjne. Mødet udvikler sig helt skævt og ender med, at lægen in spe voldtager Joan inde på selveste overchefen, Don Drapers kontor. Og nej, Joan sagde ikke nej men mente ja. Hun sagde nej og mente det, men modtager overgrebet med samme tavse afsky, som hun hver dag modtager sine mandlige kollegers sexistiske og nedvurderende kommentarer.

Som mange andre kvinder før og efter Joan, knapper hun sin kjole efter voldtægten i en nedarvet erkendelse af, at sådan nogle ting gør mænd åbenbart, hvis de trues på deres position. Mænd med magt og mænd som partout vil have den.

Langt men dog så kort
BoB sidder slukøret tilbage med en tomhed på størrelse med det ydre univers. Både over denne og de mange andre afskyvækkende scener fra serien, som på så mange måder minder os om, hvor langt og hvor kort, vi er nået i forholdet mand/kvinde, magt/afmagt siden halvtredserne, men også fordi vi nu ikke aner, hvad vi skal lave hver aften efter kl. 21, når ungerne er lagt. Hvor og hvordan skal vi nu få vores daglige skud sex, cigaretter, whisky og nøgne piger tilsat et ordentligt stænk magt og mandschauvinisme?

Hmm, tænke, tænke. Nå ja, vi kan da bare tune ind på nyhedstv for at få vores fix, for her i virkelighedens reality får de fiktive reklamedrenge fra 1950’ernes Madison Avenue totalt baghjul og kam til deres smørhår.

Mange fingre i kagedåsen
De virkelig skøre mænd findes i levende live i dette årtusindes realtid, og deres sex-løgn og videoeskapader overgår selv det mest fantasifulde prisbelønnede manus; toppolitikere som Strauss-Kahn, Weiner, John Edwards, Schwarzenegger (aka Sperminator), Berlusconi, hele den tyrkiske opposition og en ensom svensk konge spiller hovedrollerne i hver deres vilde sexdrama, hvor afsnittene synes uendelige og rædselsfulde underholdende.

Og de er ikke udtryk for et midlertidigt fænomen. De senere år har vi haft sexskandaler om og med wikileakeren Julian Assange og nogle svenske piger, der var golfstjernen Tiger Woods, HP topchefen Mark Hurd, skuespilleren Hugh Grant, endda en dansk konsul på Haiti, som tog kokkens datter, som han ville, og i hvad der synes som virkelig gamle dage var den engelske prins Charles ude i noget fikumdik med en heste-dame (som ikke lignede Diana), Kennedy-mændene i flere generationer havde masser af sidespring, og selvfølgelig klassikeren inden for offentlige sidespring gode gamle “I-did-not-have-a-sexual-relation-with-that-woman-Miss-Lewinsky”-Clinton. Clinton som i Bill Clinton og ikke Billary, som jo i disse dage ulig sine mandlige kolleger har alt for travlt med at ordne udenrigspolitikken for Obama og bejle til toppost i Verdensbanken end til at have extramarital affairs. Nææ, vi tænker på lille Billy-boy, som begyndte den populære trend med løgn-på-tv-i-bedste-sendetid, da han på det bestemteste erklærede, at der ikke var tale om en seksuel relation – for den var, altså penile erectum, ikke inde.

Perlerækken af magtfulde pinger som er blevet fanget – ikke mindst af medierne, med enten fingre, penis eller tobaksvarer oppe i en fremmed kagedåse, er længere end lang. Og fælles for dem alle er, at sidespringene – eller overgrebene – har bredt sig som en steppebrand via de nye medier og har kostet dem dyrt. De formastelige skal gå offentlig bodsgang over for familie, venner, presse, partiforeninger, samarbejdspartnere og resten af verden. Det kræver noget af et sikkerhedsnet(værk), hvis faldet fra magtens tinde ikke skal være fatalt. Men det har de jo heldigvis også, drengene.

Alt for et dyt i bamsen
Hvad foregår der mon i hovederne på disse velbjærgede, velrenommerede, veltrimmede, velinformerede og velintegrerede powerdrenge, at de sætter det meste af pivtøjet på spil for et dyt i bamsen? Det er ikke forbudt at have en seksualitet, så vidt vi ved – og mener. BoB er ikke ligefrem puritanere, men der sker noget mystisk bag mahognidørene i magtens maskuline korridorer, som tyder på, at noget ikke er, som det skal være. Er der mon nogle, der har glemt kapitel 1 i “Karrierestigen for Begyndere”, hvor man kan lære at: “alle valg også indebærer fravalg? At hvis man vælger noget til, fx “offentlighed” eller “magt”, så vælger man den dag i dag også friheden til at te sig ulovligt eller skandaløst fra. Det bliver forventet, at man opfører sig ordentligt, og at man ikke udnytter den helt særlige skæve relation mellem overordnet og underordnet, mellem magt og ikke-magt.

Den indre liderbasse
Men det er bare det, at lige præcis dét valg og/eller magtdilemma er hamrende svært at tage,- især for mænd, som er kommet til tops. Det er som om, at der indeni det stramme jakkesæt og kvælende silkeslips lurer en rebel af dimensioner, en oprører som er klemt og gemt og bare må ud af Tivoli. Den er en lille irrationel djævel, der lokker med løsagtighed og liderlighed, og nu skal vi forstå det sådan, at den ikke kan tøjles. No matter what. Det er biologi. Drifter. Ustyrlige hormoner. Endda en sygdom. Sådan noget, som åbenbart kun mænd er udstyret med. Kvinder har dem ikke i samme grad, undskylder biologisterne og psykologerne sig med. Eller rettere, kvinder har sexhormoner, men er bedre til at styre dem. Eller måske er det sådan, at de få kvinder der er kommet til tops, har lært, at for at holde på magten, må de styre dem igennem lange, levede liv med krydsede ben og stramme overlæber. Ah, endelig er vi kvinder bedre end mænd til noget!

BoB kan selvfølgelig godt forestille sig, at der kan være ligeså ensomt og sexløst på toppen for en magtfuld kvinde. En ny hollandsk undersøgelse viser faktisk også, at utroskaben måske har mindre at gøre med kønnet og mere med positionen – jo mere magt man har, desto højere er sandsynligheden for, at man er utro. Men alligevel, her er der vist tale om en tendens med mandlig overvægt.

Nå, lad den ligge et øjeblik.

Det svære valg
Tilbage til det med valget. For det rationelle valg ligger jo lige for; det er valget mellem at være præsident for en af verdens største nationer med sit eget ovale kontor over for at lege cigar med en ung praktikant. Valget mellem at være direktør for Den Internationale Valutafond over for en måske oven i købet ulovlig, voldelig og tvungen onenighter med en stuepige (BoB lader ham være til efter, han er dømt). Valget mellem at blive senator i New York over for at sende billeder af sin blodrøde hævner i forvaskede underbukser til en lækker dame. Valget mellem at være den højst betalte og feterede golfstjerne i verden over for at gokke den af til sms’er fra kvinder, der ikke er din kone. Valget mellem at gå i seng med en stanglækker model og skuespiller (som tilfældigvis er din ægteviv) og så et ulovligt betalt mundjob af en prostitueret. Er det virkelig svære valg? Åbenbart for nogle.

Magten i sig selv
Findes det, så findes det også online. Dagens magtfulde mænd ved da godt, at man ikke kan skjule noget for massemedierne. Indtil for 20 år siden kunne de have benægtet, eller ladet som ingenting. Ventet på, at røgen lagde sig. Hvis der var beviser, var det sjældent, og ofte var de bedre brugt som en slags mellemregning mellem magtens mænd uden om den store offentlighed. Magtens rus levede, som den har gjort det i årtusinder uden indblanding fra os almindelig dødelige efter devisen; “Jeg brænder negativerne, du klør mig på ryggen”. Men den går ikke længere, Granberg. Eller skal vi sige Weiner. Din tweet er ikke din egen. Nettet er en megafon. Og du er sgu for dum, hvis du ikke har lært at omgå de sociale medier med omhu endnu.

Der er et skisma her, som BoB har svært ved at greje. På den ene side synes vi, at det er problematisk, at den religiøst inspirerede bevægelse, som benægter seksualiteten og homoseksualiteten i særdeleshed, har så massiv indflydelse på valget af politikere – de mennesker, som kan og vil forvalte fællesskabet for os. Vi ser ikke noget problem i, at folk med appetit på livet bliver politikere, og jo før vi accepterer, at begæret skal have en chance, jo bedre vilkår får demokratiet, som BoB forstår det. På den anden side er det problematisk, når disse magtens mennesker ikke kan forvalte deres position og tager sig friheder, som er ulovlige eller uværdige, og når de forveksler andre mennesker med et personligt seksuelt tag-selv-bord. For selvom mange mennesker er villige til at lægge krop til udskejelser for eller uden penge, så er villigheden det allervigtigste. Ikke om “den var inde” eller ej.

Den onde cirkel
Måske tiden er inde til en pædagogisk genopfrisker for magtmænd og politikere. Klip BoB’s onde sexmagtcirkel ud herunder, og klæb den op på din opslagstavle. Hvis du dernæst holder hænderne over bordet fremover, så er der ingen fare for at du uforvarende kommer til at udnytte dit embede (bemærk at konsensual utroskab mellem jævnbyrdige, flirt og rigtig sjove vittigheder mellem ligesindede er undtaget):

Diagram

Magt er en varm kartoffel, og den der har den, skal omgås den med omhu. Ellers får vi nok at se til i sladderbladene og for lidt for vores fælles skattepenge, som i sidste ende betaler politikernes lønninger. Det lakoniske “Abuse of power comes as no surprise”, som kunstneren Jenny Holzer konstaterer i et af sine værker, kunne godt være det mantra en magtmand sætter sig for at kæmpe imod.

Magtens DNA har misbruget indbygget i sig, og det er dér, nøglen til overgrebene må findes. Vores forhåbninger og forestillinger om magtpersoner – ikke mindst i det offentlige liv – er fejlagtigt, at de er overmennesker. Hævet over alle andre i deres perfektion. Fælles for os alle er, at vores krop er fanget mellem dét, den burde gøre, og dét den har lyst til. Og jo mere forbudt den naturlige seksuelle relation er, jo mere bliver den klemt ud som overgreb og stupid chikane.  Når svage egoer tror, at magten sidder i dem selv, frem for i embedet, har vi balladen – for så lækre er I altså heller ikke, gutter.

Det lille overgreb i hverdagen
BoB elsker Mad Men, fordi den reflekterer vores egen tid. Karaktererne udvikler sig alle i takt med tiden (måske lige med den evige forstadsfrue Betty Draper som undtagelse) og der er altid en scene, man gysende kan genkende fra sit eget liv med lummerbasser, smørede smil, indforstået mandesnak med seksuelle undertoner, slet skjulte invitationer til sex, og alt det dér, som kvinder sjældent bruger krudt på at gale op om, fordi vi ved, (ligesom journalist Annegrethe Rasmussen skriver og påpeger i P1’s  Agenda), at den slags har boomerang-effekt og ryger lige tilbage i smasken på os selv.

Måske er det grunden til, at Strauss-Kahn-sagen har nået de surrealistiske dimensioner, den har, allerede inden valutadirektøren er blevet dømt for noget. Fordi magtmanden og stuepigen er et symbol på noget, som mange kvinder oplever hver dag verden over i alle samfundslag, i alle slags korridorer, alle slags gader og stræder, alle slags hotelværelser, alle slags hjørnekontorer. Så naturligvis tror vi på historien. Det seksuelle overgreb i form af den lille eller store overskridelse er ikke ukendt for kvinder. Det nye er måske, at mange kvinder ikke længere finder sig i det.

BoB har været der
Selvom det ligger år tilbage, kan både Store og LilleBoB da sagtens komme i tanker om et par situationer eller to, hvor magtfulde danske politikere fra begge sider af salen tog sig nogle friheder, der ikke stod i deres jobbeskrivelse, og sjovt nok heller aldrig kom til at stå på vores eget generalieblad. Som da vi blev raflet om til en politisk sommergruppemøde, mærkede et erigeret lem fra regeringen på baglåret i Folketingets elevator, eller blev taget på røven efter en uges ansættelse af en gift, rød lejesvend på et dansegulv. Vi har da også hørt om andre sexhilsener på Skype, set billeder sendt af ligeså erigerede politiske lem i danske underdrenge, hørt om børn uden for ægteskab, og kendt til sexchikane-sager, som blev dysset ned. Og det var så kun de mest grænseoverskridende af slagsen.

BoB må tage hatten af for og støtte de kvinder, der alligevel vælger at stå frem og anklage magtmisbruget og tage skraldet (igen) sammen med mistroen (á lá “var hun nu ikke også lidt for udfordrende klædt”?) nu med hele verden med på en lytter. Og vi håber, at opmærksomheden som Strauss-Kahn-sagen har medført, ikke blot får journalisterne og juristerne til i selvsving at vinkle på magtfulde mænds interessante “ukontrollerede biologiske drifter”, men i stedet at oplyse om og straffe dem, der vælger at misbruge deres embede – også herhjemme. For det er jo et valg, de tager. De stakkels, magtfulde mænd.

BoB slutter, hvor vi begyndte, med smukke, kloge Joan i Mad Men, som giver den ambitiøse, begavede, stræbende og (typisk) ikke så kønne Peggy Olson(og alle os moderne karrierekvinder) dette søsterlige råd med på vejen: “Du skal huske på, at bare fordi, du nu har fået en dør til dit eget kontor, så var der en tid, hvor du ikke havde én. Du skal bekymre dig om de kvinder, du møder på din vej, ellers vil de ikke bekymre sig om dig.”

Fes den ind?

(Indlægget blev først bragt på Forum den 21.06.2011)


Irma homofobi


Fødevarekæden med det nydelige pigenavn kom forleden til at smide forklædet og jokke eftertrykkeligt i den økologiske spinat. En ’sjov’ reklame med kønsdiskriminerende undertoner – og så kom der røre i Facebook-dammen. Over tre feriedage i bedste spisetid gik Irma fra at være alles indkøbsdarling til en, som skyder sig selv i foden og sine kernekunder midt mellem øjnene. BoB bringer en ægte 70’er-analyse af Irmas fuck-up.
(Indlægget blev først bragt i K-forum onsdag den 25.maj 2011)

Tekstanalyse for begyndere: Überklassiske kønsroller
Hvad er det lige, der foregår i ovenstående reklame, som faldt så mange for brystet? Lad os bruge gode, gamle dekonstruktivistiske metoder, så vi snupper en af analysemodellerne fra 70’erne, hvor Irma selv havde kronede dage:

Først til teksten: Vi har en mor, en far og en søn. Afsender er Irma/mor, som skriver sedlen. Mor er alarmeret over, at sønnen udviser fra normen afvigende fritidsinteresser (ballet), og mener, at det er noget, forældrene har gjort forkert, og at der straks bør rettes op på det. Det er imidlertid ikke noget, mor selv kan fikse, men må bede far om hurtigt at gøre noget ved, allerede i aften. Drengen hedder strategisk Emil, som er en slags massebetegnelse for raske, danske hjemmeboende drenge 0-18 år.
Far skal træde i karakter og gøre nogle hurtige ”mandeting” med Emil,  f.eks. tænde bål eller gå i takt. Bålet er kulturhistorisk mandens domæne og sammen med kaffebrygning og skrue ting sammen, er det fortsat en aktivitet, som mange mænd står for i hjemmet. Derfor sammenkædningen mellem maskulinitet og bålantændelse. Endelig er der den med at gå i takt. Her gås der til stålet. Vi må spørge læserne til råds – er det et andet ord for strækmarch eller en anden slags plat parallel til det danske militær?

Så er der billedet: Se først bort fra kønsorganerne
BoB forbigår lige det faktum, at der er mindst otte elementer i reklamen, der kunne være enten falloslignende eller associeres med kvindelige attributter, selvom det bestemt var fristende at gå ind i en mere psykoanalytisk tilgang her. Men mad kan nu ikke gøre for, at den associerer kønsorganer.
Teksten er hængt op som en hurtigt nedkradset huskeseddel. Det er kampagnens grundkoncept og genkalder Bergmans klassiker ”Sedler fra et ægteskab”.  Det bliver til, at sønnikes kønsforvirring er noget, der går under farmands to-do-liste.

Konklusion på analysen: Det er dumt!
I al sin enkelhed går reklamen ud på, at hvis man handler i Irma, kan man kurere spirende feminine tendenser hos en dreng, og det med rødt kød, bål,  grill og march. Hø hø hø hø hø hø hø hø hø.
Det er sjovt? Eller provokerende? Nej. Det er bare dumt.
Vi – Irmas kernekunder – er et eller andet sted efterhånden ligeglade med de kønsstereotyper, der bliver præsenteret her i reklamen og mange andre steder, hvor vi hviler vort blik. Vi er næsten selv begyndt at tro på sloganetom, at der er så mange ting, kvinder ikke forstår. Vi tænker blot vor herre bevares og smækker en Marskland-oksesteg ned til de grønne bønner, fordi vi ved, at vi i Irma kan få os et stykke ikke-hormonbehandlet, ikke-stresset oksekød. Og spise, det skal vi jo. Vi bliver højst triste over at kunne konstatere, at vores foretrukne købmandsforretning ikke har større fantasi end til at købe sig til drengerøvsmarkedsføring, og som alle de andre er til fals for den laveste fællesnævner. Boykot kan ikke rigtig komme på tale, for så skal vi jo bare hen i Kvickly, der kører deres lige så dumme skilsmissereklamer.

Irma Facebook protester
‘Er din søn også en ballet-svans?’ Billede øverst smækket op af vred kunde på Irmas officielle Facebook-side, hvor protesterne breder sig (ill. nederst)

Homofobisk kød
I skoven af ubegavet kommunikation har Irmas Emil-reklame noget særligt chokerende åndssvagt over sig, som fik os og en bunke andre Irmahandlende mennesker på Facebook til at få Max Havelaaren galt i halsen. Det var som at sidde over for en gammel ven, som pludselig rabler racistiske paroler af sig i lind strøm, så venskabet aldrig bliver det samme igen. Den indopererede homofobi i reklamen får selveste fortællingen om gode, gamle, delikate Irma til at stinke langt væk af billigt hakkekød.
For én ting er, at vi voksne må lægge ører og øjne til alt muligt crap om, hvad der er kvindeligt og mandligt, og så forsøge at ryste det af os. Homofobi i børnehøjde er noget helt, helt andet. Det er ikke til at holde ud. At gøre en dreng, der gerne vil gå til ballet til et spørgsmål om fejlagtig opdragelse, som skal kureres med kød og bål leder tankerne fem-seks årtier tilbage til en tid, hvor piger og drenge blev medicineret, udstødt, angrebet, hvis de var for drengede eller pigede eller direkte homoseksuelle.

At brænde sit eget brand
Jo, jo, Irma-pigen har trukket annoncen tilbage, fjernet alle spor og sagt undskyld mange, mange gange. Desværre var det med henvisning til, at det ikke var meningen at være ”politisk ukorrekt”, en term, alle ved, er noget af det værste, man kan være næst efter ”politisk korrekt,” som er i samme kedelige kategori af tillægsord som frigid, puritansk og humorforladt. Men fair nok. Man skal også kunne tilgive små fejltrin. Det sker for de fleste i kommunikationsbranchen en eller to gange i karrieren. Og værre var det vel heller ikke?
Rebublica mandehørm
Irmas ene bureau, Republica, er ret stolte af deres revolutionerende påhitEller var det? Det, som kunne synes som en enlig poussin i køledisken, har måske langt dybere rødder i Irmas nye kommunikationsstrategi. Som nyheden herunder afslører, hvor reklamefolkene hos Republica hujer i junglen og trommer hinanden på silverback’en af stolthed over, at de har ”vakt opsigt” og ramt ned i noget urmand-agtig 50’erstemning med deres mandeavis, som ”uden for meget pynt og dikkedarer” fejer mor ud af køkkenet og sammen med hende seks-om-dagen, er prutte-bøvse-strategien del af en større reklameindsats, så den neandertal-kampagne vi ser foldet ud nu, tilsyneladende er en del af flere rådgivende bureauers strategier. Vi tænker, om mor overhovedet stod i køkkenet i forvejen? Har vi ikke her at gøre med et forbrugersegment, hvor madlavningen i høj grad er blevet maskuliniseret for længst?
Giv dem en baghyler
Vi forestiller os i kampagnens egen fordomsfulde ånd, at idé-arbejdet er foregået nogenlunde sådan her:  Vi er i en slags ølstue med brune lunger, vægge og vittigheder. Den ene mand siger til den anden: ”Vi har ikke fat i mændene – hvad skal vi gøre ved det?” Svaret lyder: ”Vi giver den bøssefims, som indhyller Irma i en ordentlig baghyler”. ”Hold kæft, hvor bliver det sjovt.” Og så gik de over til bureauet, som fik den geniale faktisk helt innovative, outrageous idé at i stedet for at teste reklamen på Irmas kernemålgruppe, ja, så skulle respondenterne være medarbejderne selv, men kun de mandlige af dem – for kun de ved, hvad rigtige mænd vil ha’!
Tråden blev så samlet op af bureauet Mensch, som med deres første kampagne for Irma har fået fingrene i kødhakkeren.
Av, av, av. Det må have gjort nas, tænker BoB, det er jo trods alt kolleger. Hvem pokker var det, som ikke trak i nødbremsen og lige smed branchens fornemmeste krydderi på; etik og eftertanke?
Men det gik galt. Helt galt. Det 125 år gamle, solide brand købte ideen om at sælge fødevarer som var det alufælge. Efter at have holdt sig fra platheder i generationer og i stedet tale op til sine kunder, valgte de pludselig det stik modsatte. At patronisere kunderne i gennemført drengerøvsstil.

Irmanisme er humanisme
Det er en noget brandfarlig vej for en forretning, der efterhånden er mere end et brand, mere end en livsstil, men snarere er en isme – Irmanismen. Uden at vi har haft det store analysemateriale i hånden, gætter vi på, at Irmanist-segmentet er ikke til at spøge med, i hvert fald ikke på den lumre måde. Irmanisten er det kræsne storbymenneske, som for længst har lagt stereotyperne bag sig. Irmanister er fx de balletdansere (se her og her), hvis erhverv, reklamen latterliggør.
Irma kan ikke lære Irmanisterne noget om kvalitet og livsstil, som de ikke ved i forvejen. Når Irma i årevis har været mere end et nøk dyrere, så er det jo netop, fordi kunderne både har haft økonomisk og emotionelt overskud til at tænke ”ok, det er lidt dyrere, men det er sgu i orden”. Det er øko, fair trade, sympatiske delikatesser og genanvendelige poser med kunst på. Det er en god arbejdsplads med mangfoldighedsbrillen og fornemme priser til at bevise det. Vi, der har købt ind i Irma-brandet, om man så må sige, føler, at vi stemmer og handler, mens vi handler  – også selv vi skal til lommen lidt rigeligt.

Bøsser og andre svage sjæle
Apropos penge er situationen lige nu den, at Irma har købt indskrænket discountkommunikation for millioner med fare for at støde deres egne fra sig. Det understreger blot vores pointe, at der på Irmas officielle Facebook-side vrimler med udsagn fra et for os nyt Irma-segment med en mening om homoseksuelle og fritidsinteresser.
BoB tillader sig frit at citere fra Irmas Facebookside: ”Bøsser er og bliver for nærtagne. Kan de ikke tåle, at der findes folk der ikke kan snuppe dem (mig incl) så kan de bare lade være med at være bøsser.. nemt ikk !!!” I forsvar for Irmas reklamer bliver Facebook-”vennerne” eksponenter for den giftige diskrimination, som Irma ikke kan være tjent med. Irmas ’rigtige venner’ derimod, altså dem, som handler i butikkerne, deler, gætter vi på, udover kærligheden til gode fødevarer, formodentlig også et menneskesyn, som ikke er hindret af indsnævrende bygningsfejl.

Discountkommunikation for alle pengene (dine!)
Misæren om Irmas kampagne handler ikke om politisk korrekthed, kønsforskrækkelse og mangel på humor hos målgruppen. Det er bare dårlig kommunikation uden et knivspids fornemmelse for kernemålgruppens tanker eller følelser. Og den slags er utugt mod kundens brand. Det er hverken morsomt, debatskabende og desværre nok heller ikke, som al reklame bør være, indtægtsskabende.
Irma er på godt og ondt ikke blot en butik. Irma er en institution i det danske samfund. Det synes vi bare, Irmas ledelse skal være lykkelig for. Det forpligter at være lidt bedre end andre udmærkede supermarkeder, og man kan således ikke bare for “sjov skyld” reproducere fordomme og skrue fremskidtet tilbage. Folket kræver, at de går foran og holder et højt niveau, mens de sælger varen. Og det skal Irma ikke gøre for at være politisk korrekte, men fordi de fanden-tag-os mener det.
Irma-nnonce Mensch
Hvad bliver det næste? Lad os slutte af med ovenstående annonce, der kørte i landets aviser forleden og fundere over, hvilken biodynamisk hvepserede Irma nu er på vej ind i.

Kære mand


Foto: Susanne Mertz (www.mertz-foto.dk)

Du, moderne mand, trænger vist til noget credit og det er slet ikke utænkeligt, at BoB ind imellem overser det. Så inden det også bliver vores skyld, at I alle sammen går til grunde, vil vi godt lige give dig et varmt klem og sige tak.

Du er ikke kastreret
Tak fordi du går rundt i gaderne, parkerne og ved søerne og lufter dit afkom i barnevogn, selvom prominente mediemænd, som Caspar Christensen og Uffe Buchard ser dig som ”kastreret” og ”caffelatte-far” – en idiot med barnevogn og termokop. Tak fordi du ser glad og stolt ud over, at også du har ansvaret for et barn, at du prioriterer at være en skikkelse i dit barns liv – også selvom det måske er en af vores, der har udkommanderet dig, fordi hun trængte til noget egentid. Det kommer godt igen, og du vil aldrig fortryde den kærlighed, du viser børn.

Du emmer af sex
Hvor ser du dog stanghamrende godt ud, når du triller af sted der i frostvejret. Emmer af sex. Du skal ikke gå to gange rundt om vores seng, når du skifter en ble, trøster et barn og triller bold for 117 gang med en to-årig. Vi tænder faktisk helt sindssygt på dig, når du puster lilleput på knæet efter et fald.

Tak fordi du er en guttermand til at hente børn og lave mad. Ting, som vores bedsteforældre ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig. Og nu går du dér og gør det med en ny naturlighed. Tak fordi du trods en eller anden åbenbart misforstået biologisk barriere snupper et forældremøde med største selvfølgelighed, og ikke føler dig for maskulin til at bage en kage til et eller andet hyggehalløj i skolen. Tak fordi du kører Mads til karate, Emma til fodbold og Frederik til svømning, mens vi andre er på arbejde. Tak fordi du fortæller os om din far, som sad alvorligt fast i sin manderolle, og derfor aldrig var der for dig eller nåede ind til sig selv. Tak fordi du har sværget på, at det ikke skal overgå dig og dine egne børn.

Tak fordi vi nu kan læse på de samme skoler, universiteter og dele erfaringer og tanker og fordi du anerkender os som ligeværdige intellektuelle eller praktiske partnere. Tak fordi du viser omverdenen, at man godt kan være en mand i omsorgsfag uden at miste sin værdighed, og tak fordi du ikke forbinder ansvarsfuldhed med at være et tudefjæs. Tak fordi du trøster os med, at der er meget vane forbundet med forfremmelser, og at kvinders kvalifikationer tit forveksles med at, ”de skulle jo ansætte en kvinde”.

Tak fordi du går tidligt
Og nu vi er ved det, så skal du også have en tak, fordi du er en god kollega. Tak fordi du alligevel gav plads til os på arbejdspladserne, selvom det holdt hårdt i 50’erne og 60’erne. Tak fordi du også går tidligt med henvisning til, at du skal hente og derfor aldrig planlægger møder efter kl. 16.00. Tak fordi du tager barns første og anden sygedag og dermed giver os lidt mere legitimitet på vores arbejde. Tak fordi du aldrig siger ”jeg” på vigtige møder med kunder, men altid siger ”vi”. Tak fordi du ikke føler dig for stor til at dele æren, selvom vi måske ikke var så spiffy den dag, og tak fordi du aldrig tager æren for noget, du ikke selv har lavet. Tak fordi du aldrig forventer, at det er kvinderne, der henter kaffe, og fordi du ikke kun taler indforstået med de andre mænd i firmaet om ting, der kun interesserer jer. Tak fordi du ikke ekskluderer os.

Ingen pigefarver
Tak fordi vi derhjemme kan skiftes til, hvis arbejde der er vigtigst. Tak fordi vores unger ikke altid bare savner os mødre, men også dig helt forfærdeligt. Tak fordi du godt kan beskæftige dig med leg og børneting, som ikke ligger i lige forlængelse af dine egne interesser. Og tak fordi du ser potentiale i både vores sønner og døtre og godt kan træne fodbold med dem begge. Tak fordi du ikke mener, at det er maskulint at melde sig som soldat, og tak fordi du holder vores børns drømme om muligheder åbne og mangfoldige. Tak fordi du kun ganske sjældent plumper i og siger, at noget er pigefarver og noget er drengefarver eller går ud fra at en professor er en mand. Tak fordi du altid giver vores datter den sidste nye elektronik og roser hende for at være skrap til matematik, og tak fordi du insisterer på, at knægten ikke opfører sig biologisk, når han hopper på bordene i klassen, men indprenter ham, at han må sætte sig på sin flade og vise fællesskabet lidt respekt.

Tak for tirsdagssex
Tak fordi du, selv om du ind mellem er pissetræt af at høre på os godt kan se, at der er noget om det dér med ligestillingen, og du derfor bakker op 110% om projektet. Tak fordi du faktisk synes, det er rigtigt, når vi raser over, at der endnu ikke er ligeløn i Danmark eller balance i repræsentationen på samfundets magtfulde poster. Tak fordi du synes, vi er sexede tirsdag aften. Tak fordi du er formand for DJØF og bruger din magt til at sætte fokus på repræsentations-problematikken. Tak fordi du er redaktør og far og mener, at den moderne mands udfordringer ikke har at gøre med at sætte plaster på en knækket manddom, men om at ”slås for at få familielivet til at hænge sammen, uden at alle går til af stress”. Tak fordi du er en koreansk økonom, som mener, at opfindelsen af vaskemaskinen ikke blot har været ligeså revolutionerende men vigtigere for kvinders ligestilling end internettet har været for moderne kommunikation. Tak fordi du er bestyrelsesformand for Danmarks måske vigtigste sendesignal og i ansættelsen af en kvindelig generaldirektør understreger vigtigheden af en mangfoldig ledelse, selvom hovedpersonen selv trækker i land på typisk (kvindelig) undergravende facon. Tak til mændene på Journalisten og Politiken og andre store medier for endelig at sætte køn, familieliv og ligestilling på dagsordenen og dermed få en debat i gang om vores fremtid sammen.

Madpakkeproduktudvikling
Nå, men så også lige tak fordi du giver os mulighed for at være uperfekte kvinder. Og fordi du ikke altid er så skide sur, fordi vi ikke lige magter en tur i kanen. Tak fordi du accepterer, at vi engang har været hvis ikke helt så i hvert fald halv-lesbiske. Og tak fordi du ikke bruger hele søndagen på dine fritidsinteresser (fodbold, cykling, svømning, roning, fitness) og fordi du altid husker, at der er lukket i butikkerne søndag og derfor køber ind til madpakken lørdag. Tak fordi du produktudvikler madpakken. Og fordi du altid selv husker på, at din mor har fødselsdag i maj. Tak fordi du elsker vores mor, som var hun din egen, og fordi du bonder med vores far over andet end cognac, John Deere og stationcars. Tak fordi du ikke sagde noget, da du fandt ud af, at vi i årevis har sat penge ind til os selv og et kvindekollektiv ved navn “Kussemosen the Sequel – hvor mænd kun er unge elskere”. Tak fordi du ligesom Suzanne Brøgger hævder, at du ”mediterer” over opvasken, og at din natur forbyder dig at sætte dig med Ipad’en, før der er ryddet FULDSTÆNDIGT op i huset. Tak fordi du ikke har et misbrug og ikke farer i flint over spildt mælk. Tak fordi du ikke har haft en elskerinde ved siden af, som du har købt en lejlighed til og hygger dig med inde i byen, når vi tror du arbejder over. Tak fordi du ikke har bollet med vores polske au-pair endnu.

Tak fordi du findes! ….?

De onde mødre


Foto: Liv Carlé Mortensen http://www.livcarlemortensen.com

Som Sting en gang måtte minde Vesten om, så elsker russerne altså også deres børn. BoB må i al denne nye palaver om moderskabet og det moderne kvindeliv slå fast, at det også gælder feminister. Vi er hverken værre eller bedre end andre mødre, men derimod godt og grundigt trætte af at blive mistænkeliggjort.

Moderskabet er igen, igen blevet en del af kulturkampen. Og den får ikke for lidt. Snøft, snøft, piv, piv, børnene lider og med dem de ’rigtige’ mødre. Vi andre– ravnemødrene – har spoleret ungernes chancer for nogensinde at blive lykkelige. Vi har proppet dem i omklamrende, ildelugtende statsfeministiske institutioner, hvor de sidder som én blandt alt for mange placerede børn på gul stue og brænder sig på perlepladerne. Vi er de onde mødre.

Biologisk tyrelort
I det hele taget er det bare med at dukke sig, for der kommer de vildeste absurditeter flyvende fra højre. Der skal igen ammes til barmen er på flappestadiet og alt liv er suget ud af moderskikkelsen. Og vi gider næsten ikke nævne de dér sindssyge mænd med ph.d.-grader, der siger, at kvinder er uegnede til alt, hvad der ligger uden for de fire vægge, så du kan selv finde et link. Det er bare så 50 years ago-slow life-back to basics reaktionært altmodisch tyrelort, hvor kvinder og mænd bindes op på en hel masse for BoB fiktiv biologi. Vi kvinder skal nu igen være mødre med stort M og beskyttes mod mændenes unaturlige, syge arbejdsmarked, hvor vi åbenbart ikke hører hjemme. Moderkultens fængsel kalder den amerikanske feminist Erica Jong det, og det synes BoB sgu er et virkeligt godt udtryk.

Det blå savn
Hvis man nu skal være høflig, kan man se tilbage til-moderkulten-anno-1950-bevægelsen, som en længsel mod noget varmt og trygt og et basalt savn, som findes hos os alle. Men hvis man ikke gider være en pæn pige, kan man sige, at det dog er det værste romantiske højborgerlige sludder, vi længe har hørt. At kvinder skal gå hjemme og være sammen med deres børn, især når de er små og helst så længe som muligt, skulle være en løsning på det moderne familie-og arbejdsliv? BoB thinks NOT. Og skulle det nu være en slags plaster på såret mod de væmmelige feminister, der har ødelagt nationen? Skulle der ligge et utopia i lovprisningen af det frie valg, som var det noget, man bare kunne gå ned og købe på det nærmeste hjørne? Jakkedijak, jakkedijak fra tomme uprøvede hjerner, siger BoB – i hvis af postmoderne feministisk teori besudlede univers, individet altid kun er relativt frit.

Også i hadeskriftet ”Rend mig i kødgryderne” af Katrine Winkel Holm (som Bob har harceleret over tidligere, men åbenbart har svært ved ikke at se som et symbol på tidens uvæsen og derfor ikke kan lade ligge) er det statsfeminismen, der har slagtet børnene og stjålet deres lykkelige barndom. Det præsenteres som en slags bibelsk sandhed mejslet i sten uden at kreditere femierne for at have muliggjort at kvinder kan gå på arbejde, endda elske det og eventuelt udleve andre sider af sig selv end den indre husmoder. Men, nej, nu skal vi lege far, mor og børn som i gamle dage, og så skal alt nok falde på plads igen. Jesus. Der er noget råddent….

Baglæns ind i fremtiden
BoB tænker, at Winkel Holms og andre borgerlige debattørers projekt sådan set er ok. Nogen skal jo sætte en VEL-duftende finger på den postmoderne kvindes dilemma og sætte spørgsmålstegn ved det bestående, det normative og det sindssyge. Nogle skal påpege, når der er nogen, der ikke har tøj på, også når vi ind imellem ofrer vores børn på karrierens alter. Problemet med Winkel Holm og hendes entourages’ ærinde er bare, at de ikke nøjes med at debattere, de har taget både skyklapper og høreværn på og er på vej baglæns ind i fremtiden.

En teolog af alle burde vide, at det ganske enkelt ikke er så nemt at være menneske, og da slet ikke forældre. Familien er ikke, hvad den har været, og langt fra den ”kulturbærende institution” den var før – guderne må vide, hvornår det egentlig var. Moderskabet og forældreskabet er komplekst og fortjener en kompleks debat – ikke én der falder til patten i hurtige, demagoiske absolutter.

Mor som mode
I Suzanne Giezes  gennemgang af moderskabets kulturhistorie bliver det i hvert fald klart, at forældreskab ligesom bukselængder er meget afhængig af tidsånden. I dag er den atomiserede familie bare et vilkår, som hundredtusindvis lever med i deres selvopfundne familie-konstruktioner med sted, pap, bonus, regnbue, enlighed eller barnløshed til trods for kernefamiliens høje status som ideal. Kun få par bliver sammen gennem hele deres børns barndom, og det er ikke nødvendigvis fryd og gammen alligevel, selv ikke med en hjemmegående mor.

Mænd på afveje
Når nu vi har 130.000 enlige forsørgere – er det så Guds, samfundets eller deres egen skyld? Eller fantomfeministernes? (Tak til Lone Kühlmann for det vidunderlige nye ord.) Når familien er uigenkendelig, og kvinder langt fra opfører sig så naturligt, som de blå livmoderfeministiske horder ønsker det, så må mænd jo siges at gøre det samme med omvendt fortegn. Mange moderne mænd har vist sig at være nogle forunderlige skabninger, som man faktisk godt kunne lære at besørge på en ny måde, og som langsomt men sikkert har vendt sig fra deres ’biologiske’ manglende evne til at være gode forældre frem for fjerne mandeskikkelser. Nogle har mod alle odds vist sig at være varme, venlige, kærlige interesserede væsner, der er som skabt (!) til at være børns voksne. Verdenslitteraturen vrimler med ulykkelige mænd, som har gjort op med deres umulige, tyranniske og strenge fædre, og nu har vi i stedet fået mænd i alle samfundslag, som er i nærkontakt med deres børn på en skøn og opbyggelig facon. Og de virker ikke, som om de slår knude på deres inderste, for at gøre det.

Gerne samtale, ikke betale
Hvis Winkel Holm vil gå hjemme, mens hendes mand forsørger hende, som den slags engang gjorde, må hun for BoBs skyld da gerne gøre det. Hun vil så bare være en blandt mange mennesker, som træffer livsvalg, der har konsekvenser for status, økonomi og mange af de nærmeste. Fint nok – bare det ikke sker for vores skattekroner. Og tro ikke, at samfundet flytter sig fremad, hvis alle kvinder beemes tilbage til fortiden, og det er nok ikke lige i disse år, at samfundet trænger til folk, der melder sig ud efter en lang uddannelse, og så siden forventer at komme tilbage på arbejdsmarkedet med ti års husflid på cv’et.

BoB spiser børn med mænd på?
BoB ved, at mange kvinder ønsker at diskutere om der er veje ud af dilemmaerne, om der er måder at indrette samfundet, så de implicerede parter i familien hver især kan leve et liv, som giver dem en mening med at være i live. Men det kræver, at vi får en anden tone. Feminister æder ikke deres små børn eller deres mænd, men elsker dem lige så højt som de fleste andre mennesker, og hvis det ikke kan være et udgangspunkt for en samtale, så ender det ingen vegne. Men det er måske pointen?

BoB ser intet i vejen med at diskutere, om vi kan gøre livet nemmere, lettere, mindre stressende, men vi nægter kategorisk at skrue tiden tilbage og tro på, at den eneste lykke for børn er at blive lukket inde sammen med deres mor i årevis. Det har vi trods alt set for mange underlige og uduelige mødre til.

”To my mother and grandmother, children were the death of a dream; they were the death of one’s ambition. Ironically, it was because of my mother’s hard work that I have the life I do now.” Molly Fast Jong

Var det PH der sagde, at børn har brug for mange venlige voksne? Vi er kede af at dingle nogle foran næsen med en kulturradikal, men come on! Hvad siger I? Kunne man forestille sig, at for eksempel feministerne og andre af den slags fik en flig af æren for nogle af de moderne mænds eventyrlige transformation, netop fordi de unge mænd voksede op med stærke, progressive kræfter, som havde tid til at tale med dem over frysefrikadellerne i stedet for febrilsk at stå med hænderne i opvaskevand inden desserten blev serveret på krystaltallerknerne?

Kunne man tænke sig, at der var mellemveje mellem at gå hjemme og så fyre den af karrieremæssigt, som vi ikke har tænkt på? Kunne man ikke se sådan på det, at hvis kvinderne nu blev kvoteret ind for alvor, så kunne de, som havde lyst til at være mødre på en anden måde, måske også få et ord indført? Kunne man se sig selv som en historisk parantes, hvor Big Mother og det feministiske samfund netop IKKE var slået igennem, og at det var derfor, at samfundet stadigvæk er kvinde/moderfjendsk? Kunne man tænke sig, at vi sammen kunne skabe nogle nye løsninger, som gjorde at moderskabet (eller forældreskabet som BoB foretrækker at kalde det) kunne få nogle strukturelle løsninger, som ikke var betinget af en gammel-kristen tilgang til kønnenes roller og muligheder? Hvad pokker er der at være bange for? Ja, ensliggørelse er en halvtom plastikkop, men ligestilling er et glas champagne, som kun venter på at blive fyldt op til kanten.

Skål.


 mushroomboyflickr

Lille spejl på væggen dér

I et anfald af umiddelbar og ukontrolleret lykkefølelse udbrød LilleBoB i en statusopdatering på Facebook for nylig: ”Sikke en perfekt dag: Var med Felix i svømmehallen, fik en massage, læste et sjovt blogindlæg, bagte et perfekt rugbrød, fandt et husbytte i The Catskills, så to episoder af Mad Men, shoppede på internettet, sad i solen og elskede mit liv.” For hold nu op, det var en dejlig dag. Ingen pligter, ingen skriveopgaver, ikke noget som helst barsk virkelighed eller vældig hverdag. Alt i alt en raritet i BoBs liv.

LilleBoBs statusopdatering

Røre i damernes magasin
Statusopdateringen skabte imidlertid røre i damedammen på Facebook, hvor især kvinder debatterede, hvor irriterende sådan nogle jubel-her-går-det-godt-statusopdateringer fra den hetero-normative majoritet (sådan nogle som BoB) var. Opdateringer fra hverdagen (og især den familiære hverdag) er kedelige, urealistiske og damebladsagtige (det værste skældsord i den kulturradikale vennekreds), lød det fra mange sider. Og hvis de sender et overvejende positivt signal, kan de tilmed give andre kvinder dårlig samvittighed og lavt selvværd. Ok, siger BoB, det var da ellers noget af en anklage.

Pointen fra forfatter og skribent Leonora Christina Skov (på hvis FB-profil diskussionen foregik), var lidt en anden, sådan som vi læste det. Vi så et ret menneskeligt udsagn, nemlig det, at når vi (kvinder) hører om andres liv, det de andre har, stiller vi spørgsmål til vores eget, og om vi selv har valgt rigtigt. Men kommentarerne blev skarpere og skarpere, og så måtte BoB i blækhuset. Nu tror vi, at vi har en analyse:

Rollemodellen er død
Kvinder vil IKKE have positive rollemodeller. Vi gider ikke høre lah-de-dah-historier om kvinder, hvor det hele spiller på den private og professionelle front. Eller se smukke, tynde kvinder på glittede forsider eller i endeløse boligreportager med pyntepuder og slidt & hvidt, som damebladene sælger til os uge efter uge. Vi er ved at kaste op over Mary of Denmark, som giver os unødig stress, når hun føder to børn i træk uden kejsersnit og ligner en pilates-milliard få timer efter. Og vi vil ikke høre om vores veninders lykkeliv i opdateringer på Facebook.

For alle ved, at alt det med den perfekte balance mellem privaten og det professionelle liv ikke eksisterer i virkeligheden, så hvis man køber den på Facebook udstillede lykke, er man nok selv ude om det. De fleste menneskers liv en lang lidende Anne Linnet sang: “I dag er du star. I morgen er du bange og bar”. Vi er trætte som klude, vores unger har ADHD, vores mænd er os utro med au-pairpigen eller har gamblet pengene væk.

Kvinder på kanten
Vi kan derimod sagtens relatere, når kvinder falder ned fra piedestalen i hobetal, som de har gjort det for nylig i mediemøllen. Når direktøren for det hele Stine Bosse takker af med ønsket om at prioritere familien, eller når Lene Espersen taber formandsposten. Der var vist lige lovlig wonder woman over alt det, de højprofilerede kvinder skulle orkestrere på sådan en almindelig arbejdsdag.

Vi forstår og ser interesseret med, når Oprah igen har taget 5 kilo på. Når sanglærken Britney Spears tjekker ind på afvænningsklinik, når husalfen og mangemillionæren Martha Stewart kommer i fængsel for insidersvindel, når veninden falder om af stress på arbejdet, eller når skuespilleren Anne Grethe Bjarup Riis flipper i en debat om sexarbejdere og prostitution både i Go’ Morgen DK og i EkstraBladet, fordi hun har en ild og empati indeni, som hun ikke kan tøjle.

Vi elsker også tv-serien Desperate Housewives, fordi vi kommer bag glansbilledet og ser, hvordan det virkelige liv leves og hvor feje, misundelige, usikre og mest af alt, hvor uperfekte andre kvinder er. Vi vil have ridser i lakken, streger i regnskabet, kvinder på kanten af et nervøst sammenbrud, som flipper ud af formen, fordi vi selv ved, at det billede vi hver dag transmitterer til omverdenen om os selv og vores familie, er lavet af et skørt pergamentpapirsagtigt materiale, som kan krakkelere, hvis nogen prikker til det.

Når vi ser andre kvinders brister, ser vi vores egne, og vi bliver ikke så bange for selv at dratte ned fra tinderne. Eller hvad?

De svære valg
Vi velbjærgede, vestlige, veluddannede danske kvinder ved, at vi sagtens kan blive til noget her i tilværelsen – at vi har mulighederne. Det svære for os er at vælge. Og at vælge fra. Og når andre kvinder fremstår som om deres valg har været lette og lykkelige, bliver vi mistroiske, misundelige og lettere indebrændte. For vi ved, at det ikke er lette valg.

BoB mener, at positive rollemodeller sgu er gode nok at have. Vi skal kunne se op til nogen, men de skal være ærlige om de fravalg, de har taget for at nå derop. Og ærlige om de ting, de savner.

Facebook er fremstillinger
Og så må vi minde om, at Facebook bare er noget, vi leger. Opdateringer på Facebook viser toppen af isbjerget, glasuren på kagen. Det er en måde at kommunikere noget af sig selv på. Det er et vindue til verden, hvor vi alle ved, at det beskidte vasketøj hænger omme i gården. For hvem vil ikke hellere opdatere positivt om sig selv end negativt? Helt ærligt, alle os, der har gået i skole siden 70erne og fik medieanalyse i 6.klasse ved, at mediefremstillede billeder og repræsentationer inklusive de iscenesættelser, vi nu læser på Ansigtsbogen, netop er fremstillinger, og tager man dem for pålydende, spejler dem i sit eget, kan man hurtigt få en mild til moderat depression.

Skal vi bytte, Leonora?
Ligeså vel som den kvindelige forfatter kunne misunde det familieliv, der udspillede sig så sorgløst i LilleBoBs ovennævnte statusopdatering, kan BoB returnere med at misunde at være tiljublede, frie, skarpe skribenter i høje sko og røde læber med frihed til at rejse jorden rundt uden et barn i passet.

Men BoB har valgt et andet liv, og sådan er det bare. Så længe vi kan se med fra sidelinjen, går det nok også. Og det er jo dét vi gør på de sociale medier – ser med i hvordan andre kvinder præsenterer visse øjeblikke i deres liv – og returnerer med vores egne mere eller mindre sandfærdige øjebliksbilleder.

BoB siger: skriv som det passer dig, lyv som hesten render, eller giv den gas med sandheden – bare du gør som Anne Linnet Band synger “Du lever af at vende din sjæl, men bare du ved det selv, og passer på at du altid kommer hjem til dig selv”.

PS: BoB lover aldrig mere at opdatere, når det har været en god dag med bagning, børn og morgenbollehår, hvis I kære læsere lover aldrig at tage en Facebook-opdatering personligt.

<span>%d</span> bloggers like this: